Menu

Occupy 2012

alt

Imens verdensøkonomien fortsætter sin stadigt nedadgående spiral, får et vaskeægte verdensomspændende folkeoprør mere fart. Samtidig klamrer eliten sig ynkeligt til magten

 

Den revolutionære flødedreng og bonderøven.

Klaus Riskjær er sprunget ud som sand revolutionær. Surprise! Det var den 4. januar, hvor han i Dagbladet Information erklærede: "Jeg synes Occupy-bevægelsen er fantastisk. Jeg er lykkelig."

Jeg har nu altid mere set ham som en overforkælet flødedreng fra Lyngby, Søllerød eller et eller andet sted i Whiskybæltet - men hvad fanden ved jeg? Jeg er jo selv bare en bonderøv fra Slangerup.

Intet er som det ser ud til at være, og plejer er død her ved indgangen til 2012. Gulddrengen sidder i fængsel, hvor han -udover Brixtofte - forhåbentlig også snart får selskab af sine åndsfæller Søren Gade, Anders Fogh Rasmussen, Thor Pedersen etc. - fortsæt selv listen derhjemme. Vi kender dem jo allesammen godt. Det er de her smarte typer, der er gode til at komme frem. De vil bare have flere penge på bankbogen og ikke mindst mere anseelse og magt - og så er de sådan set ligeglade med resten. Selvom man må give dem, at de har været gode til bilde den danske befolkning ind, at de er gode socialdemokrater, der tænker på fællesskabet og borgernes rettigheder.

Problemet er bare, at jeg har gået på allerød gymnasium (wanna-be-Whisky-bælte) og er den dag idag - som et direkte resultat deraf - en levende løgnedetektor, når det kommer til de her vidunderbørn, som aldrig har fået fjernet den medfødte sølvske i r....

Kære danskere: lad 2012 være året, hvor vi begynder at sige tingene direkte. Det er et værdigt nytårsforsæt, og jeg vil gerne begynde festen med at sige: de har taget røven på os - og det i en grad, som er så omfattende, at vi kun lige er begyndt at kradse i overfladen. Mentaliteten har ikke ændret sig til det bedre i de seneste tyve år - siden dengang, hvor det var smart at være yuppie. Dengang hvor man sagtens kunne have som eneste formål i livet at blive rig, uden at blive betragtet som den mindste smule afstumpet. De her forbaskede slipsedrenge har i en uskøn alliance i den grad ført os bag lyset, og det er årsagen til, at den formentlige værste krise siden trediverne står for døren.

Jeg føler mig helt pinlig ved at indrømme det, for det er sgu grelt, og jeg burde have været mere vågen og påpasselig, men jeg har ligesom mange andre været lullet ind i tornerosesøvnen. Jeg har haft job og penge på bankbogen. Jeg har oveni købet i opsvingets ånd lånt mange penge til at købe hus og materielle goder for. Men tømmermændene sætter ind nu, hvor det begynder at dæmre for mig, at de penge, som de fleste af os har lånt, aldrig kan betales tilbage igen. Løgnedetektoren har, må jeg alligevel indrømme, været pacificeret - i hvert tilfælde for en tid.

 

Penge er ikke værdier

Hvorfor kan de penge, vi har lånt, ikke betales tilbage? Det er et rigtig godt spørgsmål, og det er nødvendigt, at vi allesammen indser de helt grundliggende årsager til, at dette helt firkantet og principielt, bare ikke kan lade sig gøre. Basta!

Den overordnede årsag er, at som systemet fungerer idag, så har de penge, vi låner, eller penge i det hele taget, ikke nogen værdi. Der skal ikke stilles nogen sikkerhed for de penge der trykkes, og de fleste af dem findes slet ikke udover på en skærm inde i banken. Derudover er det sådan, at alle nationalbanker er private firmaer, som til enhver tid kan trykke de penge, de synes, de lige står og mangler. Værdier og penge er således to forskellige ting. Det private firma låner penge til bankerne, og i sidste ende til den danske stat, og indtjener derved selv penge, fordi der skal betales renter og renters rente af lånene. Hvor skal pengene til renterne komme fra? BINGO - det er million-kroners-spørgsmålet...og...svaret...er...DIG OG MIG!

Som enhver kan læse på nationalbankens hjemmeside, så var overskuddet i 2010 på 7,7 milliarder, hvoraf 2,2 blev overført til staten.Udover denne kæmpemæssige profit, betaler vi også for alle andre bankers profit. Vi betaler endda, når bankerne går konkurs, for så går staten igennem de sådkaldte bankpakker ind og holder bankerne oppe med mange milliarder, sådan som vi har set det mange gange.

www. nationalbanken.dk/DNDK/OmNB.nsf/side/Regnskab!OpenDocument

Mere information om hvordan vorer pengesystem fungere kan fås fra denne radioudsendelse.

http://www.radiofrihed.dk/2011/10/centralbanker-og-luftpenge/

 

Recession

På det helt jordnære og konkrete plan, sker der det, at vi de 99%, som occupy-bevægelsen kalder os almindelige mennesker, skal til at betale en regning, der er løbet løbsk. Det er altså almindelige lønmodtagere og andre, som ikke tjener store profitter af andres arbejde, der skal betale festen. Dette gøres igennem den kommende recession, og via stigende priser på alt fra fødevarer til fjernvarme. Hvis vi ser ud i Europa og USA, så er situationen fuldstændigt den samme alle steder. Euroen er ved at kollapse, og USA må hele tiden starte krige for at holde dollarkursen stærk. Seneste skud på stammen er den krig, de gerne vil starte i Iran.

Det er ikke kun bankerne, der snyder os, men det er her, det starter, og via en omfattende privatisering af den offentlige sektor, spreder det sig igennem små og store kanaler. Kort sagt, så har bankerne snablen langt nede i borgernes lommer og suger profitten til sig. Et godt eksempel er det, der for nyligt kom frem i forhold til elselskaberne, som du kan læse om i fagbladet "Ingeniøren".

 http://ing.dk/artikel/125555-kritikere-her-fortsaetter-roeveriet-af-de-danske-elkunder 

De korte version er, at de penge du betaler til dit elselskab ikke kun går til el, men i sidste ende sidder der nogen storkapitalister og spekulanter og tjener penge på dig igennem dit elselskab. Og sådan er det efterhånden indenfor de fleste brancher. Telefonselskaber, fjernvarme, madproducenter mv.

 

alt

 Græsset er grønnere hos naboen

Heldigvis er der flere og flere mennesker, der er ved at få øjnene op for det røveri, der sker ved hver eneste højlys dag. Netop derfor får occupybevægelsen mere og mere vind i sejlene. Det er imidlertid i den forbindelse pinligt at se mediernes dækning af den demokratiske revolution, som er ved at vokse frem igennem occupy-bevægelsen og andre demokratibevægelser. En af de andre største er "Real democracy now", som er udsprunget af kampen for et ægte demokrati i Spanien.

Det er som om journalisterne, politikerne og andre i den danske elite, sidder og håber på, at det der occupy-halløj er noget der snart går over. Desuden lader man som om det er noget, der foregår alle andre steder end lige i Danmark og heromkring. Endvidere insisteres der på, at det kun er occupy wall street, der skal dækkes i medierne, selvom der er andre bevægelser i europa, som er både større og har fået større gennemslagskraft i deres hjemland. Vi reagerer jo som robotter, der er indprentet, at nye idéer og ændringer i samfundet - det kommer altid fra USA. Men folkens, sådan er det ikke længere. Måske har det aldrig været sådan overhovedet.

Det er ligesom blevet glemt, at det faktisk var folkeoprørene i mellemøsten, der satte det hele igang. I fjernsynet kunne vi dengang se, hvordan folkene i den arabiske verden lidt efter lidt begyndte at tage sagen i egen hånd, og vi fik det såkaldte "arabiske forår". Klapsalverne var store fra de vestlige medier, for nu var fornuften omsider ankommet til den del af verden, så de da snart kunne blive som os. Få ting forekommer mig mere kvalmt. Det er simpelthen for klamt, at vi sidder her og bryster os af ytringsfrihed, imens den vestlige verden de facto styres af en lille håndfuld meget rige og magtfulde mennesker. Som de romerske kejsere plejede at sige: giv folket brød og skuespil, og du kan gøre, hvad du vil - og det er lige præcis det der sker. Vi knokler røven ud af bukserne på arbejdet, og tjener derved til føden, og så kan vi vralte hjem foran flimmerkassen, som manipulerer den sidste smule fornuft ud af os. Hvis vi da eller har noget i behold.

 I forbindelse med årsskiftet kårede Time Magazine "oprøreren" til årets person, hvilket glædede mig, fordi det var første gang medierne overhovedet begyndte give udtryk for dette ellers ret indlysende faktum - nemlig at dette oprør er en logisk nødvendighed, der simpelthen kommer af, at de få udnytter de mange. Det der dog skete her i Danmark var det samme, som der plejer, at man kneb øjnene endnu mere sammen i et forsøg på at undgå at se virkeligheden. Selvfølgelig kunne medierne ikke undgå at lægge mærke til denne store anerkendelse af "oprørerens" betydning, som Time Magazine havde udtrykt ved kåringen, og der blev da også skrevet sporadiske pip om det.

F.eks. læste jeg Kristian Villesens analyse i Information (torsdag d. 5. januar - under tendens). Jeg gik begejstret igang med at læse artiklen, men efter denne meget kortvarige opmuntring over at enkelte journalister åbenbart var begyndt at se lidt på, hvad der sker i den virkelige verden, blev jeg lynhurtigt mit gamle gnavne jeg igen. For Kristian Villesen fremstiller det at hylde oprøreren, som en del af smart trend, og foreslår i stedet Angela Merkel og Nicholas Sarcozy som årets personer for deres kamp for euroen. Altså underforstået; oprørene er bare endnu et smart anfald af politisk korrekthed og mangel på modenhed. NU skal vi tilbage til de fornuftige magthavere, som Merkel og Sarkozy. Nu er kvalmen blevet til fuldbyrdet opkast!

 

Pressen eller virkeligheden

Der er flere velkendte mekanismer på spil her, som udmærket viser, hvordan den ufatteligt tandløse og bovlamme danske presse fungerer. Når nogen vil noget andet en status quo, noget andet end eliten, så kan man altid forklejne det ad libitum, og endvidere sætte sin lid til at trenden snart skifter samt at folks hukommelse (godt hjulpet på vej af medierne) ikke er særlig god. Et andet godt fif er at gøre noget eksotisk. F.eks. kværner man løs i det høje C om occupy-bevægelsen, som om det er noget farligt og meget eksotisk, der (heldigvis) foregår langt væk. I USA eller Grækenland. Men for-sgu-da-også venner - det er da det samme her i landet. Til punkt og prikke. Skruer man lidt ned for dramaknappen et øjeblik er det jo blot nogle almindelige mennesker, der bruger deres demokratisk ret til at demonstrere og ytre deres mening. Det er en ikke-voldelig protest imod, at systemet tager røven på dem.

Hvordan reagerer politikerne og pressen så på de folkelige protester? Politikerne undgår langt de fleste problemer ved at tie. I pressen forsøger man skiftevis at tie det ihjel og tale det ihjel. Når man endelig taler om en problemsttilling - eksempelvis økonomien, så er der dog ingen reel kritik eller stillingtagen. Reelt set ignoreres problemstillingerne - fuldstændigt.  Man ignorer det faktum, at vi ikke kan blive ved at have økonomisk vækst, at det end ikke giver mening at have det som mål. I stedet snakker man detaljeret om hvordan forhandlingerne om redningen af euroen spiller sig ud. Samtidig lukker man øjnene for det der ligger bag hele diskussionen om euroen.

Problemet er bare, at det kan vi ikke blive ved med, fordi situationen er virkelig, og økonomien er virkelig ved at gå ned, og det er virkeligt, at vi i større grad end nogensinde har et topstyret samfund. Ligesom at penge og værdier ikke længere har noget med hinanden at gøre, så har pressens ordflom heller ikke noget med virkeligheden at gøre. Det hele er et skuespil.

Derfor siger jeg: OCCUPY 2012. Lad det være vores år. Os, de 99%. Og så lad løgnerne og udnytterne sejle deres egen sø. Det er nok nu. Vi gider ikke være deres ydmyg slaver mere. Det er tid til oprør!

Last modified onThursday, 09 February 2012 11:55

Vær med i debatten

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?