Nede under de store ensformige boligkvarterer
og provinsielle facadebyggerier, nede under kæderne og de gigantiske kapitalkoncerners indtog i andedammen, som vi stiltiende har accepteret,
ja endda ifølge mange ikke kan leve uden nede under er der endnu mennesker, der holder fast i sig selv holder fast i, at vi har brug for kærlighed, varme og solidaritet frem for alt.

Smart designet maskineri og masseproduktion og markedsgørelse skal jo bare hjælpe med at gøre
det lettere for os
- det er også blevet lettere.

Lettere at købe ind, lettere at komme fra a til b, lettere at få nyheder fra hele verden, lettere at få en uddannelse. Alt er blevet så let.
Så let at det blevet forbudt at snakke om fremmedgørelse og fagforening – hvis folk er på røven, er det sgu deres egen skyld. Man skal heller ikke være ked af det eller deprimeret, ikke når det er så let.

Hvis du er ensom, så kan du jo bare købe en hund, en 42 tommers fladskærm og ringe efter en pizza. Du har jo det, du skal bruge, så du skal ikke brokke dig. Det er meget vigtigt, at du ikke brokker dig. Det er kun tabere, der gør det, imens vinderne smiler hele vejen ned til banken, caféen og den fisefornemme restaurant.

Kig dig omkring og se hvor pænt her er! Tager jeg fejl? Er det intuition eller illusion, når jeg kan mærke at her er fejet noget ind under gulvtæpper! Er det løgn, når jeg siger at der nogen, der rigtig gerne vil bilde os ind, at det vi kan se er alt, der er; at der ikke er nogen grund til fremmedgørelse
heller ikke, selvom vi i praksis har solgt vores land til USA og EU og alle de smarte kæder og kæmpekoncerner, der ligger omkring alle de steder, vi samles? Jeg spørger bare…