Menu

Modkraft udsat for selvcensur

khr-selvcensur

Selvcensur er et af nullernes modeord som blev brugt når (enkelte) venstrefløjsfolk ikke ville marchere i takt med tidens hysteriske islamofobi. Nu har jeg endelig fundet et tilfælde af selvcensur fra venstrefløjens side.

 

Da jeg hørte at Søvndal brød sit partis løfte om at undersøge danmarks rolle i CIA's tortur-flyvninger, for jeg straks til tasterne. Jeg var ualmindeligt forarget, men det lykkedes mig at skrive en rimelig sober erklæring om, at SF nu officielt må anses for død: Nekrolog: Farvel til SF

En af grundene til min hast var dog noget barnlig: Jeg ville gerne nå at få den ud inden modkraft.dk. Mens vi på P77 beskæftigede os med at udenrigsministeren i strid med sit partis løfter ville undlade at undersøge danmarks rolle i et verdensomspændende torturprogram, havde Modkraft en artikel om et fucking kastanietræ. Jeg må indrømme det frydede mig lidt.

Men de følgende dage svandt min fryd over at være kommet først, og blev erstattet af en lidt pinlig forlegenhed over at have været den eneste deltager. For Modkraft har stadig ikke skrevet et ord om sagen.

En google-søgning på modkraft.dk viser at cia-flyvningerne ellers har haft deres bevågenhed tidligere. Men nu har Modkraft begået selvcensur for at undgå at tale grimt om en udenrigsminister der er på deres eget hold. Altså den selvsamme taktiske kynisme som drev Danmark til at acceptere tortur-flyvninger for at tækkes USA.

Når man kalder sin site for modkraft og praler med at være progressiv, så holder den slags ikke.

Venstrefløjen har været i opposition igennem et helt årti. Dette skaber selvfølgelig en del vanetænkning. Det var nemt at se tingene i sort og hvidt, simpelthen fordi den politiske virkelighed rent faktisk var sort og hvid. Der er ikke særlig meget behov for nuancering, når magthavernes menu står på fremmedhad, overvågning, tortur og krig.

Men nu hvor regeringen er skiftet ud, bliver tingene lidt mere komplekse. Man bliver pludselig nød til at være kritisk over for sine egne.

Det er blevet argumenteret at danmark ville være en dårlig ven for USA, hvis vi ikke var i stand til at kritisere ting som tortur. Ligeledes er modkraft ikke nogen god støtte for regeringen, hvis de ikke tør komme med berettiget kritik.

Jeg håber Modkraft med tiden vil blive sig sit ansvar bevidst, og forholde sig kritisk til den siddende regering.

Last modified onMonday, 10 October 2011 12:35

Log In

Log in with Facebook

Forgot your password? / Forgot your username?